|
Årets Leder 2010
Erik Meineche Schmidt fra AGF af 1880 blev på Idrætssamvirket Aarhus´ repræsentantskabsmøde kåret som Årets Leder 2010.
Erik M. Schmidt er indstillet til Årets Leder af hovedbestyrelsen i AGF.
Fra indstillingen kan læses...
Erik har i sit mere end 50 årige virke for foreningen været igennem hele den ”klassiske idrætsforeningsmodel”, hvor man starter som udøver, bliver træner og til sidst ender med lederarbejde.
Det sportslige Erik Meineche Schmidt var håndboldspiller og blev i 1959 meldt ind i AGF. Han havde i sin aktive seniorkarriere 122 førsteholdskampe for AGF og med mesterskabet i landspokalturneringen i 1967 som sin største sportslige triumf. Også dengang manglede foreningslivet trænere – og Erik blev derfor også rekrutteret som håndboldtræner i foreningen, hvor han i flere år trænede AGFs herreynglinge, som han førte helt til tops med et Danmarksmesterskab i 1966.
Den frivillige leder Så kom tiden til bestyrelsesarbejde for AGF – og er nok den rolle, som de fleste kender Erik Meineche Schmidt i. Det startede i 1985, hvor Erik blev valgt formand for håndboldafdelingen. Håndboldafdelingen havde været inde i en turbulent periode og Erik var manden, der skulle skabe ny ro, orden og kontinuitet – og det gjorde han helt op til 1991, hvor der nu var bud efter ham som hovedformand for hele AGF. Erik Meineche Schmidt har som hovedformand været med til, at gøre en forskel for AGFs virke. Med AGFs 3500 medlemmer og 7 afdelinger samt en del samfundsnyttige udviklingsprojekter med blandt andet overvægtige Hercules børn samt sport for børn anbragt udenfor hjemmet, har Erik - fra sin naturlige plads ved bordenden - navigeret foreningens aktivitet gennem næste 20 års tjeneste.
Når folk siger ”AGF”, siger de nok også AGF kontraktfodbold. Erik Meineche Schmidt har – vel og mærke som frivillig leder - i en menneskealder, også været involveret i den professionelle aktivitet under det, der i dag hedder Århus Elite A/S. Erik har brugt mange timer for AGF professionelle fodbold, i flere perioder som formand for en forretning, som historisk set altid har manglet ”flere penge og flere point” – og hvor man på sit civile job kunne blive ringet op af en journalist omkring, ”hvad ens holdning var til, at endnu en kontraktspiller havde været i nævekamp i midtbyen”…
Ildsjæl for idrætten i Århus Vi ser desuden Erik Meineche Schmidt som en værdig kandidat til Årets Idrætslederpris, grundet i hans store engagement for idrætten for Århus. Erik har som Dekan på Århus Universitet været en stærk medspiller for tilblivelsen af et Institut for Idræt i byen, det innovative Active Institute med blandt andet testcenter for Team Danmark og har desuden som bestyrelsesformand for Marselisborg Gymnasium også været med til at skabe bedre forhold for elite idrætsudøvere med en Team Danmark elite-idrætslinie.
|