Om Idrætssamvirket & Kontakt
Nyheder
Projekter
Arrangementer
Samarbejder
Medlemsforeninger
Medlemsservice
Tilskud & Puljer
Login

Kontakt webmaster




Årets Leder
Hvert år indstiller de århusianske idrætsforeninger deres kandidater til Årets Leder. Foreningerne har mulighed for at anerkende en person, der har leveret en stor indsats, har opnået gode resultater for foreningen, udviklet sig markant eller på anden måde fortjent en hæder.

På baggrund af indstillingerne beslutter et udvalg, hvilken kandidat der har udmærket sig mest og kåres som Årets Leder.

Årets Leder udnævnes og hædres hvert år på Idrætssamvirkets repæsentantskabsmøde.
Med titlen følger en flot vandrepokal og en check på 3000,- kr. sponseret af Nordea.
 
Årets Leder 2011
På Idrætssamvirkets repræsentantskabsmøde blev Årets Leder kåret blandt flere kandidater og 3 udvalgte nominerede
Ved repræsentantskabsmødet blev Peter Friis fra Aarhus Tigers udnævnt til Årets Leder 2011, blandt 3 stærke nominerede kandidater.

Indstillede til prisen var:
- Jørgen Bjerg - Beder-Malling IF.
- Vitus Bilking - Århus Shuri-Ryu Karate
- Peter Friis - Aarhus Tigers
- Jesper Raabo - Skovbakken Fodbold
- Thorleif Juul Nielsen - dkk-viby
- Lars Hansen - Sk1968

Peter Friis blev valgt til Årets Leder 2011 på følgende indstilling:

Peter Friis har været aktiv i Aarhus Tigers først som aktiv tackle football spiller i starten af 1990erne i klubbens opstart, siden som flag football spiller og flag football træner. I 2004 kaldte bestyrelsesarbejdet på Peter og han har siden 2006 været formand for Aarhus Tigers. Endvidere er Peter Friis også aktiv på landsplan, idet han i 2009 blev valgt ind i DAFF’s (Dansk Amerikansk Fodbold Forbund) bestyrelse, og har der været med til at hjælpe forbundet ud af en meget svær situation.

I den tid Peter har været formand i Aarhus Tigers, er klubbens aktiviteter vokset betragteligt fra kun at have tackle-football på programmet, til nu også at tilbyde Flag-football, Cheerleading og Lacrosse til klubbens medlemmer. Peter har stor andel i denne udvidelse af aktiviteter og har altid fingeren på pulsen ude i de enkelte aktiviteter, og han arbejder altid for at alle dele af klubben skal udvikle sig positivt.

Udover udvidelsen i aktiviteter, har klubben også oplevet fremgang indenfor de enkelte aktiviteter med Peter som iværksætter og katalysator for forskellige tiltag for at skaffe flere medlemmer til klubben. Fx har Aarhus Tigers, med Peter Friis som primus motor, indgået et samarbejde med sponsorer om etableringen af en fond, hvor spillere fra svært stillede kår, kan søge om fri medlemskab, udstyr mv. I Peter Friis’ tid som formand, er der også kommet meget fokus på ungdomsarbejdet, klubben havde, da Peter tiltrådte som formand kun ét senior og ét ungdomshold. Aarhus Tigers tackle-football kan i 2012, udover 2 senior hold, også tilbyde hold i U19, U16, U14 og U12, hvilket bringer Aarhus Tigers op i en meget eksklusiv ”liga” i DAFF af klubber der tilbyder tackle-football på alle niveauer og alderstrin. Klubbens tackleafdeling er i denne periode vokset fra ca. 60 medlemmer til 160 medlemmer, hvorfra 100 er under 19 år.

Endvidere er Aarhus Tigers i 2011 kommet med i ESAA med tackle-football, hvilket ligeledes er Peter Friis’ fortjeneste. Klubben har pt. 6 udøvere tilknyttet ordningen, dette antal forventes fordoblet i 2012.

I cheerleading har Aarhus Tigers 120 medlemmer og ligeledes hold i alle aldersgrupper, PeeWee (8-11 år), Junior (12-15 år) og Senior (fra 16 år). I Flag-football og Lacrosse har klubben samlet 40 medlemmer, om med sine små 350 medlemmer er klubben klart den største klub i DAFF. På landsplan endnu ikke ungdomsaktiviteter i Flag-football og Lacrosse, men Aarhus Tigers er udvalgt at DAFF til at være med i den gruppe af klubber, der skal være med i et projekt om at etablere ungdoms Flag-football i Danmark.

På det sportslige plan har Aarhus Tigers oplevet fremgang med Peter Friis som formand. I 2010 kvalificerede Aarhus Tigers 1. hold i tackle-football sig til NL (den bedste række i Danmark) efter en række år i landets næstbedste række. I første sæson tilbage i bedste række formåede holdet at spille sig helt frem til en plads i slutspillet – en kamp de dog tabte. I 2007 var Aarhus Tigers i finalen i U19 tackle-football, hvor de dog tabte. Holdet har sidenhen ligget stabilt i landets bedste U19 række. Aarhus Tigers Flag-football er blandt landets bedste hold, og er med sine to danske mesterskaber fra 2007 og 2010 kun overgået af Avedøre Mammoths. Inden for Cheerleading er Aarhus Tigers sammen med Frederikshavn Jam landets klart bedste klubber. Gennem en længere årrække har de to klubber stort set delt samtlige danske mesterskaber mellem sig. De to klubbers dominans kommer ligeledes til udtryk ved, at det danske cheerleading landshold kun består af udøvere fra disse to klubber.
Udover det sportslige har Peter Friis de sidste par år haft meget travlt med at flytningen af klubbens faciliteter - først fra Åhavevej til Vårkærsvej, og nu fra Vårkærsvej til Bøgeskovgaard. Klubben blev tvunget til at flytte fra Åhavevej pga. det store trafikbyggeri. På Vårkærsvej lykkedes det Peter Friis i samarbejde med Sport & Fritid at få etableret helt nye omklædningsrum og et lille klublokale til klubben. Placeringen på Vårkærsvej har dog kun været en midlertidig løsning, da der er blevet arbejdet på at flytte klubben til det nye idrætsanlæg Bøgeskovgaard. Med Peters store indsats har klubben før jul fået bevilget økonomisk støtte af Aarhus kommune på 750.000 kr. til at større byggeprojekt på Bøgeskovgaard. Projekter indeholder etableringen af flere baner og nyt klubhus med omklædningsrum, tilskuertribune samt klublokale til Aarhus Tigers. Dette projekt har taget meget af Peters fritid, og sikkert en del af hans arbejdstid de sidste par år. Peter arbejder fortsat på at rejse yderligere midler til byggeriet, og han vil ligeledes være dybt involveret gennem hele byggeprocessen. Peter er ikke en person, der hviler på lauerbærbladene. Byggeriet forventes stå færdigt i 2013 og vil give klubben nogle rigtige gode forudsætninger for at fortsætte den positive udvikling fremover.

Idrætssamvirket Aarhus | Idrættens Hus Vest | Stadion Allé 70 | 8000 Aarhus C | 8614 5252 | info@isaarhus.dk