Om Idrætssamvirket & Kontakt
Nyheder
Projekter
Arrangementer
Samarbejder
Medlemsforeninger
Medlemsservice
Tilskud & Puljer
Login

Kontakt webmaster




Vedtægter
§ 1. Navn
Sammenslutningens navn er: Idrætssamvirket Aarhus

§ 2. Formål
Idrætssamvirkets idegrundlag er, at skabe optimale forhold for udøvelse af motions-, bredde-, og eliteidræt, herunder at forvalte de til rådighed stillede pengemidler, og repræsentere foreningerne over for myndigheder og institutioner.

§ 3. Opgaver
Idrætspolitik
For at synliggøre sin virksomhed, skal Idrætssamvirket føre en idrætspolitik, som løbende justeres i takt med udviklingen. Idrættens hovedmål opnås gennem en række delmål.

Information
Gennem en aktiv informationsvirksomhed, skal Idrætssamvirket orientere medlemsforeningerne om sit arbejde, herunder orientere om nye lovgivninger, regler, forhandlinger med kommunen o.lign.

Uddannelse
Idrætssamvirket skal arbejde aktivt for at medlemsforeningerne kan få den fornødne uddannelse til såvel nuværende, som kommende ledere og instruktører.

Udvikling
Idrætssamvirket skal støtte medlemsforeningernes udviklingsarbejder, samt være igangsætter, gerne i sam-arbejde med én eller flere foreninger.

§ 4. Medlemskab
Enhver i Aarhus Kommune hjemmehørende åben idrætsforening, under en af hovedidrætsorganisationerne, kan optages som medlem. Anmodning om optagelse indsendes til Idrætssamvirkets bestyrelse, og skal være bilagt foreningens love og vedtægter, herunder en udførlig redegørelse for kontingenter, medlemstal og afdelingen, samt en fortegnelse over bestyrelsens navne og adresser. Idrætssamvirkets bestyrelse træffer bestemmelse om, hvorvidt en sådan indsendt anmodning om optagelse kan imødekommes. Afgørelsen kan indankes for førstkommende repræsentantskabsmøde.

§ 5. Henvendelse
Al henvendelse til kommunale myndigheder om idrætslige spørgsmål skal ske gennem Idrætssamvirket.

§ 6. Repræsentantskabet
Idrætssamvirkets højeste myndighed er Repræsentantskabet, der dannes således:

   Foreninger med 001-100 aktive medlemmer    1 repræsentant
   Foreninger med 101-500 aktive medlemmer    2 repræsentanter
   Foreninger med 501-1000 aktive medlemmer  3 repræsentanter
   Foreninger med over 1000 aktive medlemmer  4 repræsentanter

§ 7. Repræsentantskabsmødet
Ordinært repræsentantskabsmøde afholdes 1 gang årligt i tiden mellem 15.februar og 15. marts. Ekstraordinært repræsentantskabsmøde kan afholdes, når bestyrelsen finder det nødvendigt, eller når mindst 10 foreninger indsender skriftligt motiveret begæring herom til bestyrelsen.
Repræsentantskabsmøderne indkaldes skriftligt, med 3 ugers varsel. Repræsentanter, der møder med skriftlig fuldmagt fra deres forening, har en stemme, jf. dog §12, afsnit 2.

Bestyrelsesmedlemmer i Idrætssamvirket har hver én stemme. Forslag der ønskes behandlet på repræsentant-skabsmødet, skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før mødet. Forslag til ændringer i love skal dog fremsendes til bestyrelsen senest 15. januar. Til vedtagelse af lovændringer kræves 2/3 af de afgivne stemmer. Andre forslag kan vedtages ved simpelt stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed er forslaget ikke vedtaget.

Dirigenten bestemmer afstemningsmåden, men på begæring af mindst 10 repræsentanter skal der foretages skriftlig afstemning. Ved valg til bestyrelsen indgår alle kandidater i valget, såfremt der foreslås et større antal, end der er ledige poster til. Valget foregår skriftligt. Ved valg af de i §9 nævnte bestyrelsesmedlemmer, er en stemmeseddel kun gyldig, såfremt den indeholder navnene på mindst 3 af de foreslåede kandidater.

§ 8. Dagsorden
Det ordinære repræsentantskabsmødes dagsorden skal indeholde følgende punkter:
1. Valg af dirigent
2. Bestyrelsens beretning til godkendelse
3. Godkendelse af de reviderede regnskaber, og forelæggelse af budget
4. Fastsættelse af foreningskontingent til Idrætssamvirket
5. Behandling af indkomne forslag
6. Valg af:
   - formand (lige årstal)
   - 3 bestyrelsesmedlemmer
   - 2 suppleanter
   - 1 revisor
   - 1 revisorsuppleant
7. Eventuelt

§ 9. Valg til bestyrelsen
Bestyrelsen, der består af 7 medlemmer, vælges af repræsentantskabet på de ordinære repræsentant-skabsmøder i.h.t. lovenes §8. Af bestyrelsens 7 medlemmer vælges formanden særskilt.
Bestyrelsens medlemmer vælges for 2 år ad gangen, således at formanden og 3 medlemmer er på valg på lige årstal, medens øvrige 3 medlemmer er på valg på ulige årstal. Desuden vælges hvert år, for en 1-årig periode, 2 suppleanter til bestyrelsen.

§ 10. Ledelsen
Bestyrelsen leder arbejdet i Idrætssamvirket. Formanden er ansvarlig for bestyrelsesmødernes afholdelse. På det førstkommende bestyrelsesmøde efter repræsentantskabsmødet udpeger bestyrelsen en næstformand, der i formandens forfald indtræder i dennes sted. Der afholdes bestyrelsesmøde mindst 1 gang om måneden.

Bestyrelsen kan efter behov nedsætte ad-hoc udvalg. Disse udvalg kan suppleres efter fagligt og lokalt behov, og bør som hovedregel have repræsentation af et eller flere bestyrelsesmedlemmer. Bestyrelsen indkalder mindst 1 gang om året de personer, der deltager i udvalgsarbejderne, samt suppleanterne til orientering om strategi og handlingsplaner.

§ 11. Regnskab og revision
Regnskabsåret løber fra 1. januar til 31. december. Regnskabet skal indeholde resultatopgørelse og balance, og skal godkendes af bestyrelsen, inden det forelægges repræsentantskabet. Regnskabet revideres af 2 revisorer der vælges for 2 år ad gangen på repræsentantskabsmødet. Disse er skiftevis på valg. Desuden vælges for en 1-årig periode én revisor suppleant. Revisorerne må ikke være medlem af bestyrelsen.

§ 12. Kontingent til Idrætssamvirket
Til Idrætssamvirket betaler hver forening et årlig kontingent, der fastsættes på det ordinære repræsentant-skabsmøde. Kontingentet erlægges forud, og forfalder til betaling d. 15. februar. Såfremt kontingent ikke betales rettidigt, kan foreningen, efter uopfyldt påkrav, udelukkes af Idrætssamvirket.
Kun de foreninger, der har betalt forfalden kontingent, har stemmeret på repræsentantskabsmødet. Som beregningsgrundlag for årets kontingent, lægges det af hver forening opgivne aktive medlemstal pr. 31. december. Dette medlemstal skal af foreningerne skriftligt opgives inden 1. februar. Såfremt opgivelsen af medlemstallet ikke foreligger inden den fastsatte frist, kan bestyrelsen beslutte, at der opkræves foreningen indtil det dobbelte af sidste års kontingent.

§ 13. Udmeldelse og – eksklusion
Udmeldelse skal ske skriftligt med 3 mdrs. forudgående varsel. Eksklusion af en forening kan kun ske ved beslutning af repræsentantskabet, med mindst 2/3 af de afgivne stemmer.

§ 14. Ærestegn
En person, der ved sit virke i Idrætssamvirket, eller for idrætten i øvrigt i Aarhus Kommune har ydet en bemærkelsesværdig indsats, kan tildeles Idrætssamvirkets ærestegn. En sådan beslutning træffes ved enstemmighed i bestyrelsen.

§ 15. Ophævelse
Eventuel ophævelse af Idrætssamvirket skal vedtages på 2 repræsentantskabsmøder med mindst 4 ugers mellemrum, og hver gang med mindst 2/3 af de afgivne stemmer. På det sidste repræsentantskabsmøde træffes med simpelt stemmeflertal beslutning om anvendelse af midlerne til idrætsformål inden for Aarhus Kommune.

Vedtaget på ordinært repræsentantskabsmøde d. 06.04.1992.
Revideret på ordinært repræsentantskabsmøde d. 09.03.2009.
 

Idrætssamvirket Aarhus | Idrættens Hus Vest | Stadion Allé 70 | 8000 Aarhus C | 8614 5252 | info@isaarhus.dk