Idræt i Århus – samarbejdsudvalg mellem Idrætssamvirket og Danmarks Idræts-Forbund (DIF) – kører i perioden oktober 2005 – juni 2006 et projekt, der sætter fokus på et godt idrætsmiljø for børn. Projektet er blevet en realitet via støtte fra Den Lokale Udviklingspulje i Århus Kommunen. Målet er, at op til 20 århusianske idrætsforeninger bliver certificeret som gode idrætsmiljøer for børn. DIF har udviklet konceptet, hvor foreningerne gennem 9-10 måneder skal sætte fokus på seks områder.
De seks fokusområder er:
- Der skal formuleres en målsætning for børneidrætten i foreningen. Og den skal bakkes op med konkret økonomi og ressourcer til arbejdet med børneidrætten.
- Der skal nedsættes et børneudvalg samt en anden form for synligt “talerør” for børnene.
- Forældrene skal inddrages i små og store opgaver i foreningsarbejdet.
- Børn har ret til kvalificerede voksne som trænere, instruktører og ledere.
- Alle børn skal have tilbud om træning og have mulighed for at deltage i stævner, turneringer og lignende.
- Krav skal formuleres til alle dele af det fysiske miljø. Fra faciliteter, rekvisitter - over indretning i “børnehøjde”.
Punkterne er ikke formuleret i detaljer, det skal ske i samarbejde med en projektkoordinator og evt. en breddekonsulent. Holdninger og prioritering, samarbejde og opkvalificering er nøgleord i processen med at højne kvaliteten. Alle i foreningen skal inddrages i arbejdet – foreningens ledelse, trænere, forældrene, de øvrige medlemmer og ikke mindst børnene. Kun ved at høre og aktivt inddrage alle vil man kunne skabe ”det optimale idrætsmiljø”, hvor alle får oplevelsen af kvalitet.
TidsplanFor de deltagende foreninger vil der blive afholdt et fælles opstartsmøde primo oktober, hvor konceptet vil blive præsenteret. Idræt i Århus vil i august/ september identificere/ udvælge de 20 foreninger, der skal deltage i projektet.
Et godt idrætsmiljø for børn er den ”ønskede” tilstand, som foreningen arbejder hen imod. Foreningerne skal ud fra deres nuværende situation udarbejde en handlingsplan for, hvordan foreningen kvalificeres på alle fokuspunkter. Planen skal udarbejdes i samarbejde med projektlederen og specialforbund/ breddekonsulent og afleveres til projektkoordinatoren senest d. 1. januar 2006.
Fra januar – juni 2006 skal foreningen iværksætte de tiltag, der gør, at den kommer til at leve op til målsætningerne for Et godt idrætsmiljø for børn. Der kan nævnes mange tiltag, der kan iværksættes – uddannelse af trænere, etablering af børneråd, inddragelse af forældre i eksempelvis forældreråd, udarbejdelse af børnepolitik, indkøb af bedre redskaber/ rekvisitter, øget deltagelse i stævner og turneringer. Fælles for alle tiltagene er, at de skal igangsættes på baggrund af analysen af den ”nuværende” tilstand. Foreningerne har forskellige udgangspunkter, og det vil derfor være individuelt fra forening til forening, på hvilke fokusområder der skal sættes ind. To forløb i Et godt idrætsmiljø for børn vil ikke være ens, og derfor udarbejder hver forening en individuel handlingsplan.
Primo februar og medio juni 2006 vil alle foreningerne blive samlet til henholdsvis et midtvejsmøde og et afslutningsmøde. Der vil også blive skabt netværk foreningerne imellem, så man kan dele erfaringer, oplevelser, fiaskoer og succeser.
Støtte og økonomiFor at bakke op om de tiltag, foreningen ønsker at igangsætte, giver Idræt i Århus på baggrund af en godkendt handlingsplan et beløb på 3000,- kr. Beløbet skal anvendes til aktiviteter eller andre tiltag i foreningen, der sikrer det gode idrætsmiljø for børn. Det er foreningernes opgave i samarbejde med projektkoordinatoren og specialforbund/ breddekonsulent at implementere de tiltag i handlingsplanen, der gør, at foreningen efter et år kan certificeres som Et godt idrætsmiljø for børn.
I løbet af projektperioden modtager foreningerne minimum to personlige besøg af projektlederen - evt. flere, hvis der er behov for det. Projektlederen vil løbende være til rådighed for foreningerne og give dem relevant kritik for at støtte og hjælpe dem fremad i processen. Projektlederen skal ligeledes forsyne foreningerne med faglige input og andre relevante oplysninger, herunder evt. etablering af kursusvirksomhed.